Spiseforstyrrelser

| Hvad er en spiseforstyrelse | Råd til pårørende |


At have en spiseforstyrrelse betyder, at man har et forstyrret, et unormalt forhold til mad, til sin vægt, til sin krop, til motion. Forstyrrelserne kan være større eller mindre, og de behøver ikke vise sig på alle områder

At spise eller ikke at spise
- det bliver spørgsmålet

For lidt eller for meget
En spiseforstyrrelse skal ses i forhold til normalitet. Hvad vil det i denne forbindelse sige at spise normalt?
At spise normalt i betydningen sundt og godt for udviklingen betyder at spise, fordi man er sulten og spise indtil man er mæt. For nogle er det i nogle perioder af livet meget, for andre lidt mindre, men det er ikke antallet af kartofler eller rugbrødsmadder der er afgørende.

(I det følgende har jeg valgt at tage udgangspunkt i, at det er en kvinde/pige, der får spiseforstyrrelser – det kan dog også ramme mænd/drenge.)
De tre spiseforstyrrelser
– en beskrivelse

Anoreksi
Når en (ung) kvinde/pige udvikler anoreksi, begynder hun at interessere sig for, hvad hun spiser. Ikke bare på den almindelige måde, hvor hun spørger, hvad hun skal have til middag i aften, fordi hun er dødsulten.
Hun begynder at interessere sig for det på en ”besat” måde. Hun kan faktisk dårligt lad være med at tænke på mad hele tiden.

-
Hun tænker på, hvad hun skal spise til næste måltid
-
Hun tænker på, hvad hun lige har spist
-
Hun tænker på, hvad hun spiste i går
(og hun føler, at hun næsten altid har spist for meget)

Hun bliver ofte optaget af, hvor megen fedt, der er i maden. Fedt feder, og det vil hun ikke have. Hun vil for alt i verden ikke blive fed, bule ud, blive ulækker, blævret, dellet.

Hun spiser mindre og mindre samtidigt med at hun synes, hun spiser meget for meget.
Efterhånden kan hun slet ikke finde ud af, hvad der er meget, og hvad der er lidt. Hele livet kommer til at dreje sig om mad, som hun ikke spiser. Hun bliver mere og mere fanatisk, og det er det fanatiske, der skal få faresignalerne til at blinke rødt hos omgivelserne.

Hun bliver også ofte optaget af at motionere. Løber, cykler, jogger, lige meget hvad, bare hun kan forbrænde det fedt, hun føler hun har spist. Igen er det fanatismen, der sladrer om, at der er noget galt. Når motionen bliver det vigtigste, når den sunde salat og sundheden i det hele taget bliver det vigtigste, så er den gal. Der er tale om en spiseforstyrrelse, når ændringer i omverdenen, der tilsyneladende er små, fremkalder katastrofetanker, når det er tydeligt, at sundheden er blevet rituel. Så er sundheden ikke længere sund, men et skalkeskjul.

Mens kiloerne rasler af og vi, der er udenfor, ser en kvinde, der bliver tyndere og tyndere, så ser hun i spejlet en kvinde, der buler ud og bare er for fed og ulækker. Hun ser dellerne, hvor vi andre bare ser den hud, der bliver nødt til at ligge uden om knoglerne for at beskytte dem, og de muskler, der er nødvendige for, at vi kan holde os oprejst og gå og løfte armene og i det hele taget fungere som levende mennesker.

Hendes opfattelse af sin egen krop og vægt er groft forvrænget. Denne forvrængning er et af de typiske tegn på anoreksi.

Bulimi
Mens anorektikeren sulter sig og standhaftigt vedblivende er i stand til at sige nej til at tage ret meget føde til sig, spiser bulimikeren meget og kaster så op bagefter.

Helst det hele. Det kan hun ikke, men i hvert fald så meget som muligt, så hurtigt som muligt efter et måltid.
Hun spiser sammen med familien – andre gange alene. I de familier, hvor man spiser meget, er det hende vel undt at tage for sig af maden, de ved godt hun har en god appetit, og hun bliver jo ikke tyk. Men mens hun spiser, ved hun, at om lidt, når hun er alene, så vil hun skille sig af med maden igen. Derfor spiser hun med god appetit. Men maden skal ikke blive en del af hende, hun vil ikke blive eet med maden, det skal ikke blandes, så bliver hun bare for tyk, og det vil hun i hvert fald ikke være.

I nogle familier er det skjult i andre familier kender de hendes hemmelighed, men magtesløsheden kan ikke deles med familien, som har sin egen magtesløshed at tumle med.

Hun prøver at holde sig fra mad, men efter en tid – kort eller lang – bliver hun som besat. Hun kan føles sig besat af et vilddyr, der raser i hende og overtager styringen. Hun er ikke længere sig selv, men styres af ”en fremmed” indeni. Hun kan godt se det ufornuftige i det, hun vil det ikke. Men hun giver op og giver sig hen til det.

Hun har tanker om mad – og uden denne mad bliver hun eet stort tomrum indeni, hvor uroen og vilddyret raser. Hun må have fyldt på, ligegyldigt hvad. Samtidigt skammer hun sig, og føler stor lede ved sig selv. Hun er vederstyggelig, grim og ulækker. Hun ærgrer sig også tit over, at hun ikke er lige så standhaftig som anorektikeren. At hun ikke formår at leve ”det rene” liv, ubesmittet af noget så primitivt og dyrisk som sult. Anorektikeren er hende ideal.

Bulimikerens madorgier indtages skjult, alene og uden nydelse. I dyb skam. Når hun har spist føler hun endnu mere lede ved sig selv. Føler sig oppustet og overstrømmes af negative følelser om sig selv. Hun føler sig beskidt, besmittet og befængt. Hun får stor trang til at rense sig. Hun er ked af det og gå ud på badeværelset og kaster op, om nødvendigt stikker hun en finger i halsen. Bagefter letter det, det føles som en befrielse, og det er lige her, når hun kaster op, at kick’et er. Det er her, hun mærker suset. Det er det, der er det hele værd.

Hun er ofte normalvægtig, dog kan vægten svinge nogle kilo indimellem. Dette betyder desværre, at man ikke kan se på hende, at der er noget galt, hvilket kan være årsagen til, at hun kan leve med sin lidelse i mange år uden at blive afsløret og dermed mødt.

Overspisning
At være overspiser betyder, at man er afhængig af mad ud over de fysiologiske behov, at man spiser meget og tager på af det. Man bliver tydeligt overvægtig. I nogle tilfælde har overspisningen karakter af oplevelsen af tvang. Tvangsspisning. Overspiseren kan også opleve denne dyriske kraft, som driver til spisning, og som hun ikke kan eller vil kendes ved, fordi den ikke har noget med hende at gøre. Det er som om, det er en anden del, der har ”besat” hende, og fortæller hende, hun skal spise.

Ved måltiderne kan overspisere ofte spise sundt og helt almindeligt. De kender som regel alle råd om sund mad. Det er det, de spiser under madlavningen og mellem måltiderne, der er et problem for dem. Ligger der en frikadelle tilbage på fadet, så kan den ikke bare blive liggende, men må spises i stedet.

Overspiseren skjuler ofte, at hun spiser det usunde, det mellem måltiderne. Hun skammer sig over sin manglende kontrol, sin afhængighed af mad. Nogle gange er hun sig ikke bevidst, at hun er afhængig, og at det har psykiske årsager. Hun tror, hun bare lige skal følge endnu en slankekur og overholde den. Ved slet ikke, at det ikke er nok, at der skal dybere ændringer til i hendes liv.

Overspiserens liv er ofte en pendling mellem overvægt, slankekure, vægttab og ny vægtforøgelse (ofte lidt mere end gangen før). Suget efter mad, det skrigende behov for bare at putte mad i munden kan have samme karakter som suget efter alkohol hos en alkoholiker. Det er ikke nemmere at afvænne en madafhængig end en stofafhængig. Tværtimod måske. Alkohol og stoffer kan man stoppe helt med, hvis man er nået dertil, at det er det, man vil. Mad kan man ikke stoppe helt med. Det er livsnødvendigt. Det er dog ikke alle overvægtige, der kan komme ind under kategorien spiseforstyrrelser. Man må ind i dagligdagen og helt konkret får beskrevet, hvordan hun spiser, før man kan stille diagnosen.

Selvhad, selvforagt
De tre forskellige , der alle begiver sig ud på spiseforstyrrelsesvejen, har det til fælles, at de ikke har meget til overs for sig selv. De negative selvfølelser strækker sig fra selvhad i en eller anden styrke over skamfuldhed til selvforagt og opgivelse.

Uden selvhad, selvforagt, manglende tillid til sig selv, manglende tro på egne sunde kræfter, ingen spiseforstyrrelse.
Udvikling af tro på sig selv og glæde ved sig selv og livet er vejen uden om en spiseforstyrrelse og ud af den. Dér ligger forebyggelsesmuligheden.

Kilde: Tove Hvid, ”Spiseforstyrrelser og livsappetit”